Socialdemokratiet tror stadig på Letbanen trods voksende udgifter

Letbanens underskud er markant større end først antaget, viser ny rapport fra Aarhus Kommune. Venstre og foreninger rejser kritik, men Socialdemokratiet står fast på at den er et nødvendigt projekt.

Af Jens Haag

Letbanen fik endnu et sværdslag for nylig, da en ny rapport fra Aarhus Kommune viste, at de samlede udgifter for kommunens kollektive trafik ventes at vokse fra 73 mio. kroner om året til 80 mio. kroner.

Og det er især Letbanen, der bærer skylden. Da beslutningen om Letbanen blev truffet, forventede man ikke at den ville blive en belastning for det kollektive trafikbudget – men det er altså ikke tilfældet nu. Rapporten spår, at 40 % af busruterne i værste fald skal nedlægge i 2023 for at få den kollektive trafikøkonomi til at hænge sammen.

”Etape 1 har medført en stor belastning for den kollektive trafik i Aarhus. Vi vil i Venstre ikke være med til at nedlægge de gule bybusser. Letbanen må ikke sluge de kollektive midler,” siger Bünyamin Simsek (V), Rådmand for Trafik og Miljø i Aarhus.

Forstærker modstand

Hos Aarhus City Forening har man tidligere kritiseret etape 2 for at være et uforholdsmæssigt dyrt og forstyrrende indgreb i Aarhus, og her forstærker rapporten kun overbevisningen.

”Letbanen har flere ulemper end fordele. Hele midtbyen, og dermed butikker og erhvervsliv, forstyrres i byggeperioden, og dertil kommer at Letbanen er meget statisk: Når skinnerne først er lagt, er det kostbart og svært at ændre på ruterne. At udgifterne er større end først antaget forstærker kun vores modstand,” siger Henrik Kleis, der er formand for foreningen.

Letbanen er en nødvendighed

Hos Socialdemokratiet indrømmes der, at man har været for optimistiske da man i sin tid vedtog Letbanen.

Ango Winther, byrådsmedlem for Socialdemokratiet

”Vi har ikke været 100 % ærlige overfor borgerne, og var måske en smule jubeloptimistiske,” siger Ango Winther (S), byrådsmedlem.

”Men det ændrer ikke på at Letbanen er den rigtige løsning for en by på Aarhus størrelse. De penge der er blevet brugt, og de penge der eventuelt skal bruges, på Letbanen er og bliver en nødvendighed for at få Aarhus til at hænge sammen.”

Der er fortsat et flertal i Aarhus Byråd for gennemførelsen af Etape 2 af Letbanen til Aarhus Ø. Igangsættelsen af en mere detaljeret planlægning blev vedtaget i byrådet i maj sidste år.