Forventninger til JM2

Mit navn er Jens Haag og jeg er 27 år.

Jeg holder af museer, madlavning og lyng og jeg er opvokset på en nedlagt gård uden for Horsens og jeg var virkelig tæt på at få en bachelor i litteraturvidenskab, men så kom uddannelsesloftet og nu er jeg her.

Jeg forventer at blive en mere helstøbt og afrundet journalist af forløbet – og især glæder jeg mig til opgaven med lokalredaktionerne, for en ting er vel at have et overordnet tema og en kraftig ramme for sine historier og det er noget helt andet og sikkert sværere at være bundet til et område og en lokalhistorie, men det er ærlig talt en udfordring jeg glæder mig til.

Jeg har ikke forberedt mig særligt til forløbet andet end at have orienteret mig efter moodle, e-mails og pensum – og fulgt med i nyheder og medier henover sommeren, men det er mere en grundtilstand, end et egentlig forberedelsesvalg.

I gruppe- og pararbejde er jeg især god til at få idéer, at lave interviews og skrive tekst. Jeg har også været glad for at arbejde med data.

Mine ambitioner på en skala fra 1-10 er en solid 8’er.

Fagligt set er mine stærke sider klart idéudvikling, research og selve interview- og skriveproces. Jeg burde blive bedre til komma, og jeg kunne simpelthen også godt være mere struktureret; jeg arbejder hårdt, men jeg er også en lille smule træt af min tendens til at blive fortabt i detaljer og lignende. Jeg kan også blive helt irriteret over at skulle lave video, hvis jeg lige havde tekst i tankerne, og det vil jeg gerne være bedre til. Jeg har for eksempel engang glemt at tage et billede af en kilde, så jeg er fx begyndt at skrive en tjekliste inden jeg laver interviews.

Jeg vil især gerne lave et produkt der kun udgøres af video, fordi jeg har skrevet så meget og det har det med at være mit sikre valg – det er godt at udfordre sig selv, og tager i betragtning hvor meget indre modstand jeg har mod video vil jeg gerne tage den udfordring op.

Det er vigtigt for mig at der er fx mødetider og afgrænsede perioder sat af til arbejde kan jeg mærke, fordi det giver ro og et rum hvor man kan fokusere intensivt på arbejdet man skal få for hånden. Og jeg synes faktisk det er sjovt at arbejde.